I går endte på mange måder med at være en ren og skær yes-dag. Efter en tidlig aftensmad (det er vel det, man gør som børnefamilie?!) mødtes vi med D's Bedstefar og drog med et stk. Michelinbarn i flyverdrag mod NRGi Arena. Vi havde været så heldige at få fribilletter af en veninde, så det måtte da udnyttes, når faren er håndbolddommer og bedstefaren tidligere håndboldspiller.
Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, når det både var sent på dagen, og D ikke havde haft hørebøffer på i særlig lang tid før, men han er en lille selskabspapegøje og fik da også charmet piger, kvinder og damer. Altså lige indtil kampen gik i gang - man skal vel koncentrere sig om spillet.
D og jeg gik desværre hjem, inden første halveg var ovre. Helt sjovt var det ikke at have hørebøfferne på i så lang tid, men hvor var det skønt, at det var muligt at komme af sted til kamp. Nogle gange kan børnene vist holde til flere indtryk, end vi lige tror.
Nogle gange er det bare så godt for hele familien at gøre noget der falder uden for den der rytme, man ellers kæmper så hårdt for at etablere. Man kan jo ende med at føle sig helt fri, selvom man ligner en spejderlejr på tur når alt udstyret skal med. Så dejligt. Tillykke med yes-dagen.
SvarSletHelt enig, Julia! Og selvom man (læs: jeg) sommetider kan tænke, at det her går jo slet ikke, så gør det jo alligevel - ofte langt bedre end jeg havde tudet håbe på. Tak for det.
Slet