17 juli 2013

I fornemt selskab


Jeg har sådan glædet mig til at skulle fortælle det her!

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Manja og spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive del af Petit Podium. Jeg ser det som et kæmpe skulderklap, og er virkelig stolt over at fortælle, at cand.mor nu er kommet i fornemt selskab og skal dele header med Manja, Lisbeth, Louise, Camilla, Marie og Marlene.

Det betyder også, at jeg flytter væk fra blogger og fra nu af vil være at finde på www.candmor.dk. Teknikken skal vi/jeg lige have styr på, men jeg håber, at I vil tage godt imod mit nye fællesskab. 

Kom og besøg mig i mit nye hjem...

Sommerlæsning 2013 og nogle imponerende bogreoler


Normalvis - altså før jeg fik lille D - læser jeg altid enormt meget, når jeg har ferie. Jeg duer ikke til bare at ligge i haven og bare ligge. Altid en bog i hænderne. Det må være arveligt betinget :) Se bare længere nede i indlægget.

I år kommer min sommerlæsning til at bestå af ovenstående bøger - og forhåbentlig en masse flere:

Hallgrimur Helgason, Lejemorderens guide til et smukt hjem: Denne bog lyder lidt mærkelig. Det er den faktisk også. En amerikansk-østeuropæisk lejemorder kikser et job og ender gennem et utilsigtet drab på en prædikant på Island, og vi følger ham gennem hans forsøg på LMP (lavest mulig profil), hvilket er lidt svært, når ens værter tror, at man er tv-prædikant fra USA. En virkelig underholdende bog.

Gillian Flynn, Kvinden der forsvandt (gave): Den her har jeg endnu ikke læst færdig. Det er en ordentlig moppedreng, som jeg venter med rigtigt at tage hul på, til jeg får ferie på fredag. Bogen handler om et amerikansk ægtepar, der på grund af krisen er flyttet hjem til mandens fødeby. Men pludselig en dag forsvinder hun (det er hun lige gjort, der hvor jeg er kommet til!). Manden er den oplagte mistænkte, men han nægter alt.

Hanne Bech Hansen, Lasten: Når tidligere offentlige personer (Hanne Bech Hansen var politidirektør) efter deres tilbagetrædelse springer ud som forfattere, er jeg altid lidt skeptisk. Jeg læser sjældent den "slags" bøger. Men her! Jeg var grebet af den fra første side. Hvad.er.der.i.den.last? Den kan virkelig anbefales. Den er letlæst og perfekt sommerlæsning.

David Sedaris, Let's explore diabetes with owls: Denne bog er blevet anbefalet af Joanna Goddard. Det er små noveller, der lige passer til en ledig stund på terrassen, og jeg glæder mig til at udforske David Sedaris' finurlige sprogunivers.

Bente Bech, Den store Halfdan for de små: Den her er mest for lille D's skyld. Han ææælsker den bog, og jeg regner med, at vi skal læse i den, indtil den er helt tyndslidt.

Hvad skal I læse i sommerferien?

Og så fik jeg simpelthen lyst til at vise jer nogle billeder af min fars bogreoler og fine billeder i hans læsehjørne. Jeg drømmer om plads til at lave et lille bibliotek med bogreoler helt op til loftet, en god lænestol og et lille sidebord til kaffe. Men det bliver nok først, når D flytter hjemmefra :)

Det er nok ikke løgn, når jeg siger, at min far har 5.000 bøger. Dem, I kan se her, har plads i hans kontor, og det er mestendels opslagsværker og kunstbøger og -historie. Al skønlitteraturen er i et helt andet værelse. Noget af det, jeg synes er mest hyggeligt, er, at han har små opstillinger, der gerne skifter fra besøg til besøg. Nye små figurer eller billeder at gå på opdagelse efter på reolerne. Kan I finde D og Lillefant?






16 juli 2013

Hej haj! Fejring i vuggestuen


I forbindelse med lille D's fødselsdag var Sømanden og jeg en formiddag med henne i D's vuggestue for at være med til at fejre den nu 1-årige verdensmand.

Inspireret af bloggeren FarveFryd lavede jeg en frugthaj til børnene i vuggestuen, og nøj, det var et hit! Selvom dens tænder så lidt farlige ud, når de små skulle dykke ned i dens gab efter jordbær og vindruer.

Hajen tog vitterligt ikke mere end 10-15 min. at lave med en skarp kniv og en kartoffelskræller. Omkring hajen lagde vi små fisk (bare stukket ud med en kageudstikker) af hhv. rugbrød med leverpostej og franskbrød med pikantost. Selvom vi troede, at vi havde taget alt for meget mad, blev rub og stub spist. Mad (også sund mad) er bare sjovere, når det er gjort lidt festligt.






15 juli 2013

Maden til lille D's fødselsdag - og lidt panik


Til enhver god fest hører mad - og nok af det. Og til en fødseldagsfest hører naturligvis lagkage. Så det skulle vi naturligvis have til lille D's fødselsdag i lørdags. Lagkagebundene er fra Anne au Chocolats lækre opskrift, og den er næsten ved "husopskriften", når der skal laves lagkage. Alt i én skål, rør rundt og så i en springform og bages.




Hverken Sømanden eller jeg er fanatiske, hvad angår sukker, men vi synes alligevel, at D skulle have en mere børnevenlig udgave. Efter Lous forslag blev lagkagebundene lavet af toastbrød. Og D var meget tilfreds :)

Men det kan bare hurtigt blive til en hel masse handlen ind. Og det skal gerne gøres i ikke al for lang tid i forvejen, for at mælkeprodukterne og specielt frugten er friske og indbydende. Så da vi blev tilbudt at teste irma.dk's webshop, var vi ikke sene til at takke ja med tanke på at vi kunne reducere den stress, der unægteligt er forbundet med fødselsdagsfejringer og mange gæster (i hvert fald for en mor), og bare i ro og mag sidde og finde ud af, hvad der skulle på tapasbordet sidst på eftermiddagen. 

Nu er der desværre ikke længere en irma i Aarhus, så leveringstiden her i Aarhus er mellem 00 og 07, hvilket egentlig ikke er så slemt, når man har en carport, varerne kan stilles i. Og så kommer det med panikken - varerne var der ikke! 

Ikke kl. 06 da vi blev vækket af D. Og ikke kl. 07 da de skulle have været der. Aj, jeg kunne lige forudse, at vi skulle panikhandle i den fesne fakta herude i forstaden. Men efter et opkald til kundeservice og derefter et opkald fra en chauffør, der kunne fortælle, at han ikke kunne finde vores hus, kunne den paniksvedende mor beroliges med, at vi HELDIGVIS ville få vores varer inden for en lille time. Panik afblæst! :) 







Varerne fra irma.dk var virkelig lækre, og udvalget er rigtig stort. Og så er der faktisk overraskende mange onlinetilbud. At handle på irma.dk gjorde helt klart D's fødselsdag en del nemmere, når vi ikke skulle bruge flere timer på at handle men kunne koncentrere os om at pynte op og pakke gaver ud. Så tak til irma.dk for muligheden for at prøve shoppen.


I samarbejde med irma.dk
Læs evt. min reklamepolitik her.

11 juli 2013

Hygge hos Kähler Coffee Station

I dag havde jeg fornøjelsen af at møde Anne fra bloggen Krittewitt, og hun er virkelig lige så sød, som hun fremstår på bloggen (og lille A? Argh men altså for en lækker lille dreng!). Og da Kähler tilbød at give is og kaffe, samlede vi en lille flok bloggere og kaprede Kähler Coffee Station

Har I været på Kähler Coffee Station? Den ligger i MP Bruunsgade i Aarhus, og hvis I ikke har været der, bør I gøre jer selv den tjeneste at kigge forbi til en kop kaffe, en frozen yoghurt eller en skål grød til en hurtig frokost.



 Lille A og hans søde mor Anne fra Krittewitt.

Der instagrammes! Ida fra Taburetten og Lou fra Golden Ghetto.



Blogger tager billede af blogger, der tager billede af blogger :)
Her Anna og Maria fra Colourfull-ink.

 Barista Anders havde gang i kaffeshowet. Avanceret og meget, meget lækker kaffe.

Frozen yoghurt med jordbær, havreknas og macaron.

Lille A gik på omgang - her hos Mette.


Gå væk, dreng

... mor skal lige lege med dit nye LEGO Duplo og finde en vinder.


Og den heldige vinder af 250 kr. til Illux.dk blev kommentar nummer 5, som Michala står bag.

10 juli 2013

Kindly reminding

Om nogle timer slutter min giveaway om 250 kr. til Illux.dk

Til dem, der måtte tro, at det kun er "for børn", vil jeg bare lige sige, at udvalget af wallstickers "til voksne" om muligt er noget større end det til børn.




09 juli 2013

Svensken gør det igen! Shampoodle









De er simpelthen dygtige, de svenskere! H&M, COS, Acne, Filippa K, ebbe (for bare at nævne et par stykker) og nu også Shampoodle, som også var med i dette indlæg.

Shampoodle laver tøj til både børn og voksne (og de har udsalg lige nu). Rimelige priser, skønt design, hvor pasteller og pangfarver og geometriske prints inkorporeres på fineste vis i den skandinaviske stil.

Som så mange andre har jeg i øjeblikket en svaghed for den lyserøde flamingo, og Shampoodles udgave er virkelig fin, synes jeg. Både det pastelgule print på sweateren og den skrappe gule på badedragten banker mit hjerte ekstra højt for, og pixelsweateren i enten army, gul eller lyserød står højt på min ønskeliste.

Shampoodle fås på deres egen hjemmeside og sørme også hos Oii.

08 juli 2013

1 år

 Morgenfrisk fødselar! Der blev flaget på livet løs.

 Den nye Lille Fant-bog skulle lige læses, inden vi kunne gå videre til næste gave.

 Små bananmuffins. Dem blev der spist mange af. "Det er jo bare en lille hapser!"

 Nem opvask! 

 Fødselsdagslagkage til D "special edition". Franskbrød med banan/flødeskum og hindbær/flødeskum. 
Og et enkelt lys.

Onkel M kom med fin fin gave.

 DUPLO. Masser af DUPLO. Det helt store hit pt.

 Fødselsdagsoutfittet var fra Itsus, der kan købes hos smaahjerter.

Når man synger "Girafferne i bussen siger Av, mit hoved", får man lidt snasket hår.

04 juli 2013

Yndlings Lillefant


For snart længe siden købte jeg to Lillefant-bøger til D, og han ææælsker dem. For fordi bogen er så relativt lille og siderne så tykke, kan han "læse" i dem selv, og de kan virkelig holde til tonsedrengens hærgerier. 

Forleden opdagede jeg, at Lindex har en Lillefant-serie (Littlephant). Der er faktisk ret mange fine ting iblandt, synes jeg. Specielt de sort-hvide leggins er ret fasjon :)