Viser opslag med etiketten Krea. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krea. Vis alle opslag

16 juli 2013

Hej haj! Fejring i vuggestuen


I forbindelse med lille D's fødselsdag var Sømanden og jeg en formiddag med henne i D's vuggestue for at være med til at fejre den nu 1-årige verdensmand.

Inspireret af bloggeren FarveFryd lavede jeg en frugthaj til børnene i vuggestuen, og nøj, det var et hit! Selvom dens tænder så lidt farlige ud, når de små skulle dykke ned i dens gab efter jordbær og vindruer.

Hajen tog vitterligt ikke mere end 10-15 min. at lave med en skarp kniv og en kartoffelskræller. Omkring hajen lagde vi små fisk (bare stukket ud med en kageudstikker) af hhv. rugbrød med leverpostej og franskbrød med pikantost. Selvom vi troede, at vi havde taget alt for meget mad, blev rub og stub spist. Mad (også sund mad) er bare sjovere, når det er gjort lidt festligt.






20 april 2013

Krea vol. 2.01

Det her indlæg var faktisk forprogrammeret og skulle starten med teksten "Her mens vi går og så småt pakker de sidste ting til den store flytning i morgen..." Men ved I hvad? Vi overtog ikke huset! Der var simpelthen så mange ting, der skulle udbedres, før vi kunne flytte ind, at vi nægtede overtagelse. Så nu har vi endnu en gang udskudt vores flytning. Argh! 

Så mens vi går og egentlig ikke helt kan fatte, at entreprenøren og bygherren regnede med, at vi ville overtage et hus med så mange sjuskefejl, får I (stadig) lige nogle billeder af et lille og meget simpelt kreaprojekt, jeg havde gang i i weekenden. Min vest til lille D er vist gået hen og er blevet et evighedsprojekt, så nu har jeg kastet mig over små og enkle projekter.

Jeg har en gammel cardigan fra Saint Tropez med sorte knapper med perlemor (-ish) inden under, hvor det sorte er blevet slidt næsten af, og den er gået hen og er blevet lidt lurvet at se på, synes jeg selv. Men for 8 * 4,50 kr. nye perleknapper har jeg næsten fået et helt ny cardigang. Lige et projekt, jeg kunne overskue...



Nå ja, og så blev Dolph også lappet sammen igen. Hans kind og øre kunne ikke holde til D's hærgen.



05 april 2013

Superheltebørn

I min mødregruppe besluttede vi i februar til vores julefrokost, at vi vil holde fælles børnefødselsdag for de små. Pt. går overvejelserne stærkt på et superheltetema. Og forleden så jeg nedenstående outfit i en Skofus-reklame. Det må da kunne laves rimelig nemt...?



Og så billedet fra Skofus' egen hjemmeside. Er de ikke fine?

03 april 2013

barebarnematen

I sidste uge tippede Ida om super madmoren Ida Frosk, der laver små tryllerier af mad på tallerkenen. Dybt imponerende. Jeg håber, at jeg bare en gang i mellem får lyst til at være lidt kreativ med D's mad. Hvis bare jeg var 1/10 så kreativ som Ida... og barebarnematen! For Karianne (der har baremarnematen), vil jeg vove at påstå, stikker Ida Frosk. Næsegrus beundring for, hvad hun kan gøre på en tallerken! 

Karianne kan følges på både instagram og på hendes egen blog. Billederne er lånt fra instagram.








19 marts 2013

Krea vol. 1.02

De her billeder er efterhånden ved at være et stykke tid gamle, men det gør (desværre) ikke noget, da jeg simpelthen har fået strikket så lidt. Jeg har fået strikket nogle centimer og taget pinde fra til ryggen - lige nu strikker jeg forsiden af vesten. Heldigvis strikker jeg i str. 6-12 måneder, så der er håb for, at jeg når at bliver færdig, mens D stadig kan passe den :)


Her er til gengæld to, der er virkelig ferme med et par (eller flere) strikkepinde - Nina og Stinne.

Men når jeg nu ikke har Nina ellers Stinnes evner med et sæt strikkepinde, er det godt, at familien ikke er helt tabt på den kreative vogn. Siden sidst har min mor strikket denne utrolig bløde, fine og varme sømandsstrik til D og vesten nedenfor, der simpelthen er så skøn med den lille lomme og efter sigende ikke tog særlig lang tid at strikke.



20 januar 2013

Krea vol. 1.01

Jeg følger med hos en hel del krea-bloggere, og jeg er - indrømmet - ikke særlig krea selv. Men jeg vil gerne. Ud i hæklingens kunst kan jeg lave luft- og fastmasker, og så kan jeg strikke ret og vrang. At slå masker op kan jeg ikke en gang. Inden D blev født, strikkede jeg det lækreste bløde tæppe i en uld/silkeblanding, men der havde jeg ikke styr på strikkefastheden, så det blev 1 meter bredt og næsten 2,5 meter bredt. Det var jo ikke lige meningen. Men nu har jeg fundet en opskrift, de rigtige strikkepinde og noget garn, så jeg skal vist bare komme i gang. Men når jeg når knaphullerne, får min mor vist en lille nødopkald. Hun er nemlig super sej til at strikke.


Opskriften hedder Mors Første og er fra bogen All you knit is love af Susie Haumann. Mit hæfte er et uddrag af bogen.

Nå ja, og så kom der også lige en fin akrykæske og nogle flere stempler med hjem, da jeg var i Søstrene Grene.

04 december 2012

Tip til til-og-fra-kort

Der er få ting, der er bedre end et juletræ med en masse pakker under. En af de ting er et juletræ med en masse pakker under, hvor der er tænkt over indpakningen. Bevares - det er da smart, at Salling, Magasin og andre pakker gaverne ind for os, men lidt ekstra hyggeligt er det, når gavernes indpakning indeholder et personligt element. I år udgøres det personlige element af D, der pryder vores til-og-fra-kort.