Lidt bitterhed og en hel masse kærlighed

Min barsel er officielt ovre, men her i januar har jeg haft fri (og så alligevel arbejdet lidt på Ph.D.'en), fordi jeg ikke har haft nogle eksaminer. Nu har Sømanden så overtaget "hjemmetjansen" med arvingen. Jeg elsker (og er faktisk også lidt stolt over), at min kæreste (min mand lige om lidt) tog fem uger hjemme hos os efter D's fødsel, brugte sin restferie i december og nu har tolv ugers barsel.

Alligevel kan jeg godt synes, at det er lidt nederen (ja, nederen er det rigtige ord), at han har barsel nu, for det er nu, D er begyndt at blive nem. Han sover okay om natten, er ikke svær at få til at sove om dagen, han vågner ikke tusinde gange i løbet af sine lure, han er mere mobil og møffer selv rundt på gulvet, og så er der interaktion mellem os! Små samtaler om man vil. Han giver så meget igen, og verden er blevet meget, meget større.

Sådan var min barsel ikke - det var hårdt arbejde! Der var dælme ingen caféture eller masser af venindebesøg, ingen afslapning i sofaen med kreaprojekter (ikke at Sømanden nogensinde har holdt på en hæklenål!) eller Sex & the City på DVD'en i dagtimerne. Det var skrigeri (D's), træthed (os begge) og frustration (min). Måske skal jeg bare stikke piben ind og kysse min kommende mand og glæde mig over, at han er en fantastisk far, der har lyst til at være så meget hjemme med vores første barn...?

Så kys til dig, min allerdejligste Sømand, og til dig, du buttede lille dreng, men hold gerne igen med sugemærkerne.