Slapsvans

Nogle gange er det som om, at ens underbevidsthed redder en, før man vidste, at man fik brug for det. I torsdags var jeg alene hjemme med D om aftenen, og da han så absolut ikke var villig til at sove, kunne jeg ikke koncentrere mig om eksamenslæsningen men lavede i stedet nogle indlæg her til bloggen, som jeg fik forprogrammeret.

Glad lille sailor klar til at tage til fødselsdag i Vestjylland. 

Så langt kom vi ikke!

Det skulle så vise sig at være en meget god idé... For efter et hyggeligt eftermiddagsbesøg hos vores naboer her på byggepladsen, blev D syg. Temmelig syg faktisk. Opkast og diarre - rigtig skønt. Det kostede en tur til vagtlægen lørdag aften, hvor D kampkastede op på mig i venteværelset (havde vi medbragt skiftetøj til mig? nej, kun til D). Hun sagde, at vi skulle vente til søndag morgen, og hvis der absolut ingen bedring var, skulle vi ringe igen. Der var bedring, han ville holde lidt mad i sig, men stadig meget uvillig til både at spise og drikke.

Hos vagtlægen. Vi fik heldigvis en stue at vente i.

D, der normalt tonser rundt, altid gerne spiser og drikker, var pludselig en rigtig lille slapvans, der enten sov eller hang på os. Æv, hvor var det ubehageligt. Efter et besøg hos egen læge i går, endte vi på børnemodtagelsen på Skejby, hvor han blev tjekket for dehydrering - der var vi heldigvis ikke endnu! Så nu er jeg hjemme med D, der helst skal rehydreres så hurtigt så muligt, og det foregår med lægeordineret TUC-kiks og sukkervand. Det er ikke to ting, jeg har lyst til at give et så lille barn, men der er åbenbart andre regler, når man er en lille slapsvans, der har tabt mere end 10 % af sin kropsvægt.

Mariekiks er det nye hit!

Og så har vi ikke lyst til at skulle på Skejby med ham, før det er for at besøge en fremtidig lillesøster/-bror!